I såvel danske som svenske læseplaner fremgår det, at eleverne skal lære at forstå de andre nordiske sprog i såvel tale som skrift. Jeg husker med gru tilbage på de par timer jeg havde i folkeskolen og på HF i faget svensk. I al sin kedsommelighed gik det ud på at vi fik udleveret en tekst om ”näcken” (et særlig svenskt fenomen-da nøkken som bekendt ikke findes i Danmark…..) Denne supermoderne litterære tekst skulle jeg så, som svensker, læse højt i klassen, hvorefter undervisningen i, at forstå det talte og skrevne svensk var afklaret for både mig og mine medstuderende.Mine danske børn, der nu går i svensk skole, har tilsvarende erfaringer med danskundervisningen. Min ældste søns lærebog i gymnasiet har fx medtaget en rigtig relevant og typisk dansk molbohistorie fra århundredeskiftet, og læreren der skal undervise i faget forstår ikke selv dansk.

Ovenstående personlige erfaringer rejser, altså for mig, spørgsmålet: er det en vigtig del af de unges uddannelse i norden at kunne forstå hinandens sprog ? Og hvis svaret på det er ja, kan vi så bidrage med noget? Skal vi og bør vi overhoved blande os?

Harning